Gipsplader og fugt

Anvisning for håndtering af gipsplader* i byggeforløbet og under  brugerfasen - under hensyntagen til fugtforhold.

Disse anvisninger er udarbejdet af en arbejdsgruppe indenfor Nordisk Gipspladeforening.

*: Hvor betegnelsen "gipsplader" er anvendt i denne anvisning forstås plader af typen "gipskartonplader", dvs. plader med overflade af karton.

1.      Baggrund

Gipsplader er et delvis organisk materiale.
Som de fleste organiske materialer kan gipsplader angribes af mug og skimmelsvamp under fugtige forhold.
Ved fugtskader skal fugtkilden elimineres, og eventuelle beskadigede plader skal udskiftes. Beslutning om ikke at udskifte angrebne gipsplader skal altid baseres på en konkret vurdering. Korrekt håndterede og korrekt anvendte gipsplader angribes ikke af mug eller skimmelsvamp.

2.     Transport

Transporter skal udføres med overdækkede biler, så gipspladerne, uanset vejret, er tørre efter transporten.

3.     Lastning og aflæsning

Hvis lastning eller aflæsning udføres i regnvejr, skal dette foretages, så pladerne udsættes for et minimum af fugtpåvirkning.

Eksempler på forhåndsregler:

  • Pladebundterne bør ikke placers udendørs.
  • Afdæk gipsbundterne midlertidigt under truck- eller krantransport mellem bil og lager.
  • Indstil lastning og aflæsning under kraftige regnbyger.
  • Bestil plastemballerede gipsbundter.

De små regnmængder, som gipsbundterne herved udsættes for, kan tørre uden specielle forholdsregler på lageret eller i bygningen.

4.     Lagring

4.1 Det anbefales at opbevare gipsplader indendørs.

4.2 Uemballerede gipsplader kan kortvarigt (højst 2 dage) mellemlagres   
     udendørs under presenning på overflade af stabilt grus.

4.3 Plastemballerede gipsbundter kan oplagres udendørs under presenning på
     overflade af stabilt grus i længere tid. Regnvand må ikke kunne samles
     under gipsbundterne. (Dette er specielt vigtigt, hvis plastemballeringen ikke
     dækker bunden af gipsbundterne). Presenningerne skal anbringes således,
     at fugt fra terrænet kan ventileres bort. (Dette er specielt vigtigt, hvis
     plastemballeringen ikke dækker bunden af gipsbundterne).

4.4 Oplagring af gipsbundter udendørs under presenning på almindelig
      terræn/jordoverflade skal undgås. Så fremt dette undtagelsesvis ikke kan
      undgås, skal der træffes særlige forholdsregler, så gipsbundterne beskyttes
      mod fugt og direkte kontakt med jorden, f.eks. ved udlægning af en
      presenning under gipsbundterne. Ved oplagring længere end 1-2 dage skal 
      gipsbundterne være plastemballerede.

4.5. Oplagring af gipsbundter i bygninger under opførelse

4.5.1  Gipsbundterne skal opbevares, så de ikke udsætte for 
         vandpåvirkning. Hvis emballagen ikke dækkerbundternes 
         underside, må frit vand på dækket/underlaget kun være 
         kortvarigt, og kun såfremt bundterne er placeretpå bukke
         eller lignende.
 
4.5.2  Udtørring af byggefugt fra f.eks. beton skal styres. Såfremt 
         bygningen er tilstrækkeligt ventileret, er der ingen 
         problemer. I tætte, lukkede bygninger skal normalt 
         anvendes kontrolleret/styret ventilation eller affugtning.
         Se også punkt 5.1.

5.      Montering af indvendige plader

5.1. Bygningen skal være tæt og tør, noget som indebærer at:

  • Der må ikke forekomme nedsivende vand gennem tag eller dækkonstruktioner.
  • Der må ikke stå vand på gulvet.
  • Det må ikke kunne regne ind gennem vindusåbninger eller andre facadeåbninger.
  • Ved udtørring af byggefugt skal det sikres, at den relative luftfugtighed (RF) ikke bliver for høj. Generelt må den ikke overstige 80% RF. Opvarmning bør normalt kombineres med affugtning eller styret ventilation. Såfremt der dannes kondens på kolde overflader, f.eks. på indvendig side af udvendige gipsplader, er det tegn på, at luftfugtigheden er for høj og med risiko for skader            

5.2.  På vægge bør gipsplader være hævet 5-10 mm fra gulv eller dækoverflade.
        Dette øger sikkerheden mod nedfugtning af gipspladerne, såfremt der ved 
        et uheld kommer til at stå vand på gulvet. Vær opmærksom på, at denne 
        forholdsregel ikke beskytter skeletdele udført i træ i væggen.

6.      Montering af vindtætningsplader

6.1.   Pladerne skal være friholdt fra fundamenter, terræn- og 
        etagedæk/bjælkelag. Dette nedsætter varigheden, under hvilken 
        gipspladernes kortkant er i kontakt med vand.

6.2.   Monterede vindgipsplader tåler vejrpåvirkninger i en begrænset periode. 
        Se producentens anvisninger for normal eksponeringstid. Ved gunstige 
        forhold kan længere eksponeringstid opnås, og ved udsættelse for kraftig 
        slagregn bør kortere eksponeringstid vælges. En forudsætning for 
        ovenstående er, at pladerne har mulighed for udtørring i tiden mellem 
        regnbyger.

6.3.   Når vindgipsplader er monteret i kombination med et eller flere 
        fugtfølsomme materialer (f.eks. trælægter i ydervæggen eller isolering), 
        må der tages forholdsregler under byggeforløbet så disse materialer eller 
        komponenter ikke bliver våde.

        Eksempler på forholdsregler:

  • Inddæk bygningen/bygningsdelen.
  • Tæt alle tilslutninger til andre bygningsdele på en fugtsikker måde.
  • Fjern ikke vindgipspladen i facadeåbninger, før tilslutningsdetaljerne kan udføres som fugtsikre.

6.4.   Når vindgipsplader er monteret i kombination med materialer, som 
        ikke er følsomme overfor fugt (f.eks. stålprofiler og beton), er 
        forholdsregler som anført i pkt. 6.3 ikke nødvendige.

6.5.   Når ydervæggens facadeside består af puds på isolering fæstet mod 
        vindgipsplader, må våd eller fugtig isolering ikke monteres på 
        gipspladerne.

6.6.   Under byggeforløbet - må vand, f.eks. slagregn eller dryp fra taget, ikke 
        kunne løbe langs overfladen på vindgipspladerne og trænge ind i en delvis 
        færdigmonteret facadekonstruktion (f.eks. puds på isolering eller skalmur 
        med hulrumsisolering i luftspatlen).

6.7.   Ved åbninger, som anvendes til materialetransport, bør kanterne på 
        vindgipsplader beskyttes mod mekaniske skader.

7.        Præfabrikerede elementer

Fabriksfremstillede elementer skal beskyttes og monteres således, at vand ikke kan trænge ind i elementet, og at de indgående materialer ikke bliver opfugtede. På elementer, som er monteret i bygningen, må vindgipsplader udsættes for regn. Se afsnit 6.

8.      Midlertidig opfugtning af indvendige gipsplader

Generelt gælder, at plader, der er fugtige eller våde, har reduceret mekanisk styrke. Nedenfor beskrives metoder for at udtørre gipsplader, som imidlertidigt er blevet opfugtede i beskedent omfang. Inden tørrede gipsplader monteres, eller hvor konstruktionerne færdiggøres, skal det kontrolleres, at pladerne ikke har taget skade af den midlertidige opfugtning i form af kartonslip, skimmel/svampeangreb eller deformationer af gipspladerne

8.1.    Plader i gipsbundter

8.1.1     Hvis gipsbundtet kun udsættes for lidt vand, og 
            udtørringsforholdene er gode, kan gipspladerne tillades at 
            udtørre i gipsbundtet

8.1.2     Hvis gipsbundtet udsættes for mere vand, eller hvor 
            udtørringsforholdene er mindre gode, skal bundtet deles, 
            og pladerne tørre individuelt og opbevares på et plant 
            underlag under udtørringen. En metode til udtørring af 
            pladerne kan være at montere dem på en indervæg. 
            Pladerne monteres da på væggens ene side og kun i ét 
            lag. Når pladerne er tørre, kan væggen færdigmonteres. 
            Inden pladerne er udtørret, har de nedsat mekanisk 
            styrke og skal håndteres under hensyn hertil. Spartling og 
            overfladebehandling må ikke påbegyndes, før pladerne er 
            helt tørre.

8.1.3     Meget våde plader skal kasseres.

8.1.4     Plader der er beskadiget af mug og/eller skimmelsvamp 
            skal kasseres.

8.2.   Monterede plader

8.2.1     Plader på vægge kan tørre på stedet, såfremt der er  
            gode udtørringsforhold. Det forudsætter, at der kun er 
            beklædt på den ene vægside og kun ét lag plader. Ved 
            vægge med plader på begge sider og/eller med flere 
            lag plader, skal pladerne normalt demonteres helt eller 
            delvis, så disse hurtigt kan tørre, og man kan besigtige 
            væggens hulrum. Ved vægge med træskelet skal 
            pladerne altid demonteres, så trækonstuktionen kan 
            besigtiges. Som alternativ kan den nederste/opfugtede 
            del af gipspladerne bortskæres, såfremt fugtskaden er 
            begrænset hertil. Man skal dog være opmærksom på, at 
            fugten kapilært kan transporteres ganske højt op i 
            pladen.

8.2.2     Gipsplader i loftet bør demonteres. Dels for at kunne 
            inspicere hulrummet over pladerne, og dels fordi pladerne 
            med stor sandsynlighed alligevel bør udskiftes grundt 
            nedbøjning foranlediget af kombinationen mellem 
            opfugtningen og pladens egenvægt.

8.3.   Materialer som gipsplader, træstolper, isolering m.v. , som er angrebet af 
        mug eller skimmelsvamp, skal udskiftes. Træf de forholdsregler for 
        personlige værnemidler, som kræves ved håndtering af materialer, der er 
        udsat for mug- og svampeangreb.

9.      Drift og vedligehold

9.1.   Undgå gulvvask med rindende vand, såfremt vægkonstruktionen ikke er 
        udformet specielt til at modstå risiko for vandindtrængning (f.eks. 
        opbukkede plastsokler langs vægge og særlige tætninger ved dørtrin og 
        andre tilslutninger).

9.2.   Vær opmærksom på, at der skal være så megen ventilation, at der ikke 
        opstår kondens på kolde overflader, med undtagelse af overflader i 
        vådrum.

9.3.   Vær opmærksom på, at overfladen (og især vandtætningssystemet) i 
        vådrum ikke beskadiges.

9.4.   Vær opmærksom på, at der ikke trænger vand vand/fugt ind gennem 
        utætheder i tag eller facader.

9.5.   Hvis der opstår en lækage eller fugtskade, skal der reageres umiddelbart. 
        Undersøg straks omfanget af opfugtningen, og sørg for hurtig tørring. 
        Materialer, som ikke kan udtørres tilstrækkeligt hurtigt, skal udskiftes 
        hurtigt for at forhindre angreb af mug og skimmelsvamp i pladen eller i de 
        omgivende materialer. 
        Materialer, som er angrebet af mug eller skimmelsvamp, skal udskiftes. 
        Vis respekt for de sundhedsgener, som mug og skimmelsvamp kan 
        medføre.
        Vær opmærksom på de beskyttelsesregler, som bør iagttages under 
        hensyn til skadens art og omfang.





 
 
 
HjemOm GyprocOm hjemmesidenWebmasterSitemapLegalUdskriv PDF
Gyproc A/S, Hareskovvej 12, 4400 Kalundborg, tlf.: 5957 0330, fax.: 5957 0301, email: info@gyproc.com